Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Forældresamarbejde



På Skolen ved Sundet ved vi, at samarbejdet med forældrene er afgørende for barnets succes i skolen. Derfor gør vi en stor indsats for at skabe en åben, tryg og respektfuld dialog mellem skole og hjem. Vi ser forældrene som vigtige samarbejdspartnere, fordi de kender deres barn på en anden måde end os, mens vi som skole har vores faglige og pædagogiske perspektiv. Når de to perspektiver mødes, står vi stærkere omkring barnet.

Et godt skoleliv skabes bedst, når skole, KKFO og hjem arbejder i samme retning. Derfor ønsker vi, at forældrene føler sig trygge ved at tage kontakt, når der er noget, de er bekymrede for, undrer sig over eller har brug for at tale om. Det gælder både, når noget fungerer godt, og når noget er svært. Vi tror på, at problemer er lettest at løse, når vi taler åbent om dem og tager fat i dem tidligt.

Samarbejdet går begge veje. Vi forventer, at skolen kommunikerer rettidigt, relevant og tydeligt, og at forældrene følger med i deres barns skolegang og engagerer sig i både læring og trivsel. Forældrene spiller samtidig en vigtig rolle i klassens fællesskab. Det handler blandt andet om at bakke op om fælles aktiviteter, være med til at skabe en god kultur blandt børnene og tage ansvar for, at fællesskabet ikke kun handler om ens eget barn, men om alle børnene i klassen.

Vi lægger vægt på, at kommunikationen mellem skole og hjem er præget af respekt og ordentlighed. Når der opstår bekymringer eller uenigheder, ønsker vi at tale med hinanden og ikke om hinanden. Vi ved, at det kan være svært, når noget vedrørende ens barn ikke går, som man håber, og netop derfor er det vigtigt, at vi kan have en ærlig og konstruktiv dialog. Nogle ting egner sig til en besked, mens andre bedst løses i en samtale ansigt til ansigt.

Forældresamarbejdet foregår mange steder. Det er den daglige kontakt mellem lærer og hjem, skole hjem samtaler, forældremøder, kontaktforældre, skolebestyrelsen og samarbejdet omkring den enkelte elev. Kontaktforældrene er blandt andet med til at styrke dialogen mellem forældre og skole og skabe gode rammer for klassens sociale fællesskab. På den måde får forældrene mulighed for at være aktive medspillere i skolens hverdag.

Vi ønsker kort sagt et samarbejde, hvor man kan komme til os, hvor man bliver lyttet til, og hvor vi sammen kan finde løsninger, når der er brug for det. For når skole og hjem står sammen om barnet, skaber vi de bedste muligheder for, at barnet kan trives, lære, udvikle sig og opleve sig som en vigtig del af fællesskabet.