På Skolen ved Sundet arbejder vi for, at så mange elever som muligt kan være en del af de almindelige fællesskaber. Samtidig ved vi, at nogle elever i perioder har brug for ekstra støtte for at kunne trives og udvikle sig.
Derfor har skolen et Ressourcecenter, hvor blandt andre læsevejledere, matematikvejledere, lærere med kompetencer inden for dansk som andetsprog og LKT vejledere arbejder med at understøtte elevernes læring, kontakt og trivsel.
Støtten kan have mange former. Det kan være faglig støtte, vejledning, supplerende undervisning eller andre indsatser, der hjælper eleven videre. Vi tilstræber, at støtten ligger så tæt på elevens almindelige klasse og undervisning som muligt, så eleven fortsat kan være en del af det faglige og sociale fællesskab.
Vi arbejder fleksibelt og med blik for, at børn har forskellige behov. Det betyder, at en indsats ikke nødvendigvis ser ens ud for alle elever, men tilpasses den enkelte og den situation, barnet står i.
Skolen har desuden F sporet, som er vores specialklasserække for elever med bevægehandicap. F sporet er en integreret del af Skolen ved Sundet og har egne rammer og en særlig organisering omkring elevernes behov.
På den måde forsøger vi at skabe en skole, hvor der både er plads til fællesskabet og til, at nogle elever har brug for noget andet for at kunne lykkes.