Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Visitation og optagelse til F-sporet

F sporet

Hvem er F-sporet for?

F-sporet er et specialiseret skoletilbud for børn og unge med bevægevanskeligheder eller fysiske vanskeligheder, som samtidig har en begavelse inden for eller tæt på normalområdet.

Elevernes behov er forskellige. For nogle børn er de fysiske vanskeligheder ikke umiddelbart synlige, mens andre har behov for eksempelvis kørestol eller respirator. Nogle elever kan desuden have andre udfordringer, som har betydning for deres skolegang, eksempelvis udtrætning eller udfordringer med de eksekutive funktioner.

Det afgørende er derfor ikke, hvordan elevens vanskeligheder ser ud udefra, men hvilke behov eleven har, og om F-sporets specialiserede rammer og faglige kompetencer kan skabe de bedste forudsætninger for elevens udvikling og trivsel.
 

En visitation tager udgangspunkt i det enkelte barn

Når en elev skal visiteres til F-sporet, er udgangspunktet altid det enkelte barns samlede situation.

F-sporet arbejder med en specialiseret tilgang, hvor undervisning, aktiviteter og rammer tilpasses den enkelte elevs potentialer og udfordringer. Målet er at skabe de bedste muligheder for, at eleven kan udvikle sig fagligt, socialt, personligt og fysisk.

Derfor er det vigtigt, at der er et grundigt kendskab til barnet og barnets behov, inden der træffes beslutning om et eventuelt skoletilbud.
 

Hvis F sporet kunne være relevant

Hvis det vurderes, at F-sporet kan være et relevant tilbud til et barn, indgår skolens og de relevante fagpersoners vurdering af barnets behov i grundlaget for en visitation.

F-sporet har et tæt tværprofessionelt samarbejde med blandt andre ergo og fysioterapeuter, talehørekonsulent, psykolog, sundhedsplejerske og uddannelsesvejleder. De forskellige fagligheder kan bidrage med viden om barnets læring, udvikling, trivsel og fysiske forudsætninger.

Forældrenes viden om deres barn er samtidig vigtig. Et godt samarbejde mellem hjemmet, skolen og de relevante fagpersoner er med til at skabe et så nuanceret billede af barnet som muligt.
 

Når en elev bliver optaget

F-sporet dækker hele skoleforløbet fra 0. til 9. klasse og er organiseret i indskoling, mellemtrin og udskoling.

Eleverne går i mindre stamgrupper, hvor der typisk er mellem 5 og 8 elever. Grupperne sammensættes med blik for elevernes behov og den pædagogiske og faglige sammenhæng.

Ved skolestart begynder eleverne i børnehaveklasse som udgangspunkt i en stamgruppe med de øvrige skolestartere. Der kan dog også være elever fra andre klassetrin i gruppen.

Når en elev starter på F-sporet, er det vigtigt for os at skabe en tryg overgang. Eleven skal møde kendte voksne, tydelige rammer og en hverdag, hvor der er taget højde for de behov, som er beskrevet i forbindelse med visitationen.
 

En skolegang med mulighed for udvikling

En visitation til F-sporet handler ikke om at sætte en fast ramme omkring et barn. Tværtimod arbejder vi løbende med at udvikle elevernes muligheder.

Elevernes behov kan ændre sig gennem skoleforløbet, og derfor vurderer vi løbende, hvordan undervisningen, de pædagogiske indsatser og de fysiske rammer bedst kan understøtte den enkelte elev.

For nogle elever kan det også være relevant at deltage i enkelte fag eller aktiviteter sammen med elever fra Skolen ved Sundets almendel. Det tilrettelægges altid ud fra den enkelte elevs potentialer og behov og i samarbejde med forældrene og de involverede medarbejdere.
 

Har du spørgsmål om visitation?

Hvis du overvejer, om F-sporet kunne være et relevant tilbud for dit barn, er du velkommen til at kontakte skolen.

Adresse: Samosvej 52, postadresse nr. 50, 2300 København S.
Personalerum: 21 84 02 44
Telefonen kan benyttes mellem kl. 07.45–13.45.

Afdelingsleder:
Ditte Brogaard Philipsen
+4540219272